Henrik Ibsens skrifter

Tag ikke ilde op at jeg først nu, efter tilbagekomsten fra Wien, erkender modtagelsen af Deres venlige brev af 14de f: m: med indlagte 75 Thaler. Og tillad mig tillige at benytte anledningen til hjerteligst at takke Dem for det oversendte smukke ​ordensbånd, hvortil jeg ganske visst ikke vilde kunnet fået magen i udlandet. At jeg ved ​kroningen blev betænkt med ​St: Olafs-ordenen kom mig ganske uventet, da jeg intet har skrevet til festen og heller ikke har været anmodet derom. Meget kærere skulde denne opmærksomhed fra kongens og regeringens side have været mig, hvis Bjørnson samtidigen var bleven delagtig deri; men, som De ved, ​har han selv afskåret al mulighed for sådant, i al fald for den nærmeste fremtid.

Det er mig særdeles kært at høre at De er tilfreds med Deres ophold i Norge. Næste gang håber jeg at De ​udstrækker Deres rejse videre; thi den egentlige storartede norske natur lærer man egentlig først at kende når man kommer op på højfjeldene og ned på den vestlige side af samme. ​Boghandler-mødets forhandlinger har jeg med interesse fulgt i aviserne og jeg må give Dem medhold i at de ​ikke egentlig synes at yde noget stort udbytte; men jeg tror ligesom De at den mangesidige personlige ​berørelse vil vise sig gavnlig på flere måder.

Arbejdet som jury-medlem i Wien var overmåde trættende omendskønt meget interessant, og jeg kom hid mere overanstrængt end jeg nogensinde før har følt mig. Nu først, herude i den friske skovluft, er jeg kommen til kræfter igen. Hvad der under opholdet i Wien meget glædede mig var at jeg tilfældigvis fik anledning til at være Danmark til nogen nytte. Den danske jurymand, Theofil Hansen, beskæftigede sig nemlig kun med arkitektur-sektionen, hvori han var præsident, men i hvilken Danmark ingen udstillere havde. I sektionerne for maleri og skulptur ​afgav han ikke engang møde. ​Den danske generalkommissær overdrog derfor til mig at repræsentere også Danmark i disse sektioner og var jeg så heldig at opnå ​9 medaljer for de danske kunstnere. At jeg glædede mig ligeså meget over disse som over de ​9 norske medaljer behøver jeg ikke at forsikre Dem om.

Herude i Pillnitz, en times dampskibsfart fra Dresden, blir vi antagelig måneden ud eller så længe til ​koleratilfældene ophører derinde. Jeg skal nu til at ​lægge alvorlig hånd på ​omskrivningen af «Fru Inger». Det skulde interessere mig om De havde i Norge talt med nogen om ​processen angående dette stykke samt «Hærmændene»; selv har jeg intet hørt på lang tid; men under alle omstændigheder kan udfaldet umuligt være tvivlsomt.

Det glæder mig meget at trykningen af den ​nye bog går raskt fremad. Den vil da forhåbentlig ikke i ret mange uger lade vente på sig.

Med de venligste hilsener til Dem og Deres søn tegner jeg mig